mandag den 28. september 2015

Weekend i bushen

På campen arbejder man typisk alle ugens syv dage og det kan derfor være svært at finde ud af, hvilken dag på ugen det er, da alle dage minder om hinanden. De forrige tre dage har dog været lidt anderledes end "normalt" og jeg har haft følelsen af at have weekend.

Fredag 

Fredag formiddag var almindelig arbejdsdag, hvor jeg arbejdede lidt på mit projekt. Over middag var det meningen, at vi skulle have været på en "elephant walk" - en form for demonstration mod de forfærdelige ting elefanterne udsættes for hernede af krybskytter, men det blev desværre ikke til noget, da de var noget længere væk end planlagt. Det blev derfor til en tur i poolen i stedet sammen med Sanna og Agda, hvilket I kan se en lille video fra her:

https://instagram.com/p/8FeNQuBU-B/?taken-by=sannaericson 

Sidst på eftermiddagen tog Tina, Agda, Sanna og jeg på tøsetur i Tinas bil ud i bushen. Vi havde et par øl med i tasken og intet mål som sådan, men kørte bare ud på savannen og så langsomt solen gå ned. Det var utrolig smukt og en hyggelig stemning hele vejen igennem - det er altid sjovt at komme lidt væk fra campen og opleve noget andet.







Lørdag

Lørdag var som udgangspunkt også en almindelig arbejdsdag, dog med lidt anderledes arbejdsopgaver for mig. Rune, en af de to danskere der arbejder her, rejser nemlig hjem i den kommende uge, og jeg fik derfor til opgave at arrangere en "sundowner". Sidst på eftermiddagen pakkede vi derfor en bil med stole, tæpper, lamper, brænde, snacks, øl og vin, og kørte endnu en gang ud i reservatet. 

Her fandt vi et utrolig smukt spot på en top, hvor elefanter gik lige nedenfor og hvor vi kunne nyde udsigten af en solnedgang over de to nærliggende bjerge. Her tilbragte vi en time eller to, inden vi desværre blev nødt til at pakke sammen i en hast grundet et regnskyl.... 






Da vi kom tilbage fra "sundowner" spillede Rune, Niels og jeg ølbowling mellem vores telte. Her blev vi nøje observeret af zebraer, der gik og spiste græs lige ved siden af. Det er måske lidt svært at se på billederne, men I skal have det med alligevel. Et endnu mere imponerende syn var fuldmånen, der lyste klart op på himlen, omringet af en halo. 


 


Søndag

Campen har et helt specielt søndags-mode, for selvom folk arbejder, er det hele i et lidt mere "nede på jorden" tempo. Jeg tillod mig at holde fri, hvilket indebar at sove længe, spise lækker morgenmad med alt hvad hjertet begærer og ellers tilbringe meget af dagen ved poolen, selvom det var lidt overskyet og ikke meget over 25 grader... 

Desuden fik jeg lagt en masse billeder over på min computer og kunne konkludere, at jeg har taget 537 stk, siden jeg ankom - svarende til ca. 20 stk. dagligt. Måske jeg skulle prøve at skære lidt ned, men der er bare så meget, der er billeder værdi hele tiden... 

Noget jeg dog ikke fik et billede af, var blodmånen eller den røde fuldmåne, der prydede himlen natten/morgenen til mandag. Vi stod op omkring kl. 5 (kenyansk tid) og kunne nyde synet hen over bjergene, men månen stod utrolig lavt og var desværre derfor ikke rigtig til at tage billeder af. 

Jeg kan i stedet slutte dette indlæg af med endnu et par dyre-billeder, for dem har jeg mange af!




  

tirsdag den 22. september 2015

3 uger i Masai Mara

Præcis lige nu for 3 uger siden, tirsdag d. 1. september omkring kl. 17.00, ankom jeg til Kenya, til Masai Mara og til Karen Blixen camp. Jeg er nu halvvejs i mit ophold her og jeg forstår slet ikke, hvad der er blevet af de forgangne 21 dage...

Intet nyt er godt nyt

Det er i hvert fald det, som jeg konkluderede sammen med Muttie, da jeg i går aftes snakkede med hende for første gang i små tre uger. 

Men intet nyt er godt nyt! For her sker bare SÅ meget hele tiden, dagene flyver af sted og jeg føler kun lige, at jeg er rejst fra Danmark. Jeg har slet ikke nået sådan rigtig at savne dem derhjemme - ikke fordi jeg ikke mangler dem i min hverdag, men simpelthen fordi jeg har været "på" fra det øjeblik, jeg satte mine fødder på campen. 

Det er svært at få alt med uden at skulle skrive side op og side ned, så jeg vil prøve at gøre det kort men alligevel skrive lidt om alt. 

Mit projekt

Jeg er kommet godt i gang med mit projekt, hvor jeg beskæftiger mig med lokale Maasai kvinder, der kommer og laver traditionelt håndarbejde med små fine glasperler. Men der er lang vej i forhold til, hvor campen og jeg ønsker det skal være som projekt. 

Min opgave er at promovere og forbedre det, så det kommer I helt sikkert til at høre mere til det i de kommende tre uger.

De 31 damer jeg bruger min tid sammen med mandag-fredag

Bushen

Forrige søndag var jeg på min første safari - 3 timers gamedrive, der startede sidst på eftermiddagen og som først var ovre, da det var blevet mørkt. Det var en fantastisk smuk oplevelse med masser af dyr (og billeder), der fandt sted lige uden for campen mere eller mindre. 

Vi så både hyæner med nyfødte unger, store elefanter, løver i gang med at omringe deres bytte, små søde løveunger og meget, meget mere. Desuden var de i gang med at brænde savanne af i nærheden, hvilket gav et helt specielt udtryk ud over reservatet. 










Sidste søndag var jeg også på tur i bushen, men her var det til fods sammen med to af de andre, der arbejder på campen, hvoraf den ene er tidligere guide. Her kom vi helt tæt på flodheste og flodlejret til Mara River, nød et fantastisk flot udsigtspunkt, så forladte camps samt en naturlig kilde - også alt sammen lige uden for campen, mindre end 30 min til fods. 




Billeder og videoer

Forhåbentlig bliver der ikke nær så langt mellem dette indlæg og det næste, som der er mellem dette og det forrige, men jeg tør ikke love noget. 

Til gengæld er jeg rigtig god til at få lagt billeder over på min computer og på dropbox - både fordi jeg er bange for at miste dem, men også fordi jeg tager så mange, at jeg jævnligt bliver nødt til at tømme ud. Så tjek endelig min billeder og videoer ud og følg med på den måde, når I ikke høre fra mig her. Selvom dropbox er en skrabet udgave, da der ikke er så meget plads, burde der være så rigeligt at give sig i kast med. 

Linket får I her

fredag den 4. september 2015

72 timer i Kenya

Efter 32 timers rejse, i både kæmpe Jumbo-jets og små propelflyvere og med stop i både Berlin og Abu Dhabi, ankom jeg endelig til Karen Blixen camp i Masai Mara. De første 72 timer har været fyldt med så mange nye indtryk, mennesker og oplevelser, at det slet ikke er til at fatte, at jeg kun har været her i tre døgn.

Campen

Karen Blixen camp ligger midt ude i ingenting... Jeg blev hentet på en landings plads i Mara North, efter at have fløjet med en lille bitte flyver, der nærmest fungerede som en bus, idet den gjorde stop to gange inden jeg skulle af. Derfra var jeg på en mindre safari på vej mod campen - godt 30 min, hundredevis af dyr, regnvej og mudder senere ankom jeg til campen, hvor jeg blev taget imod af de sødeste mennesker. 

Udsigten fra en våd bilrude 
Campen er kæmpe stor, dog omtales den af dem, der arbejder her som meget lille. Jeg har været på op til flere rundture og ved stadig ikke hvordan jeg skal komme fra A til B. 
Der er i alt 22 luksus telte, der ligger helt ned til Mara River, hvor både flodheste, elefanter og zebraer dagligt bader eller kommer for at slukke tørsten. Jeg bor i "the village", der ligger lidt væk fra floden og som er for dem, som arbejder her. Dog er det kun folk fra vesten, der bor her. De indfødte der arbejder på campen bor i små "skure" i et andet område, kaldet "staff area". 

I "the village" bor vi pt. 3 danskere og 4 svenskere. 3 af svenskerne kommer fra svensk TV og er i gang med at optage en dokumentar om campens maneger og hendes datter, der kommer fra Sverige men er flyttet ud i bushen. De to andre danskere, Rune og Niels, arbejder henholdvis i køkkenet og på kokkeskolen. Jeg deler telt med den sidste svensker, Sanna, der er lærer/babysitter for manegeren's datter, Agda. På trods af at det er et telt, er det helt okay - vi har hver vores seng, en reol og et tøjstativ. Vi har fået indrettet os rigtig godt og det føles næsten allerede som et egentligt hjem.

Teltet udefra

Min "side" og seng

Udsigten fra min seng

Hver dag indeholder lidt safari

Der er dyr over det hele, lige meget hvor du går hen eller hvornår på døgnet du bevæger dig rundt. Siden jeg ankom har der været en del regn, hvilket sørger for at græsset gror og de fleste dyr holder sig derfor væk fra teltene, men så snart det bliver lidt tørt, kommer de nærmere, for så er det mere grønt omkring teltene.

Hver morgen vågner jeg til lyden af flodheste der grynter - det lyder som en mand, der griner meget dybt. Desuden nyder jeg flere gange dagligt udsigten til alt fra zebraer, flodheste, elefanter, dik diker, gazeller og meget mere, der kommer for at bade og drikke i vandhullet foran receptionen og restauranten - det er ikke lige umiddelbart et syn, man vender sig til eller bliver træt af for den sags skyld.




Her er også slanger, men det er heldigvis ikke noget jeg har langt mærke til før i dag, hvor der kom en tynd grøn slange hen til det telt, hvor mit projekt er. Kvinderne i teltet for op, en af dem tog en kostestok og slog løs på den, men den så ikke rigtig ud til at tage skade. De er meget imod slanger hernede og mener, det er djævlens værk.

Det dyr man ser mest til hernede er en form for øgle, der er virkelig flot i farven. Den går/løber på den sjoveste måde og kommer frem hver gang solen skinner.


Jeg kunne skrive meget meget mere - der er SÅ meget at fortælle om og jeg suger virkelig indtryk til mig, men det bliver det for nu. De er alle sammen så søde hernede og jeg er virkelig glad for at være her - det er den perfekte start på mit eventyr.