fredag den 4. september 2015

72 timer i Kenya

Efter 32 timers rejse, i både kæmpe Jumbo-jets og små propelflyvere og med stop i både Berlin og Abu Dhabi, ankom jeg endelig til Karen Blixen camp i Masai Mara. De første 72 timer har været fyldt med så mange nye indtryk, mennesker og oplevelser, at det slet ikke er til at fatte, at jeg kun har været her i tre døgn.

Campen

Karen Blixen camp ligger midt ude i ingenting... Jeg blev hentet på en landings plads i Mara North, efter at have fløjet med en lille bitte flyver, der nærmest fungerede som en bus, idet den gjorde stop to gange inden jeg skulle af. Derfra var jeg på en mindre safari på vej mod campen - godt 30 min, hundredevis af dyr, regnvej og mudder senere ankom jeg til campen, hvor jeg blev taget imod af de sødeste mennesker. 

Udsigten fra en våd bilrude 
Campen er kæmpe stor, dog omtales den af dem, der arbejder her som meget lille. Jeg har været på op til flere rundture og ved stadig ikke hvordan jeg skal komme fra A til B. 
Der er i alt 22 luksus telte, der ligger helt ned til Mara River, hvor både flodheste, elefanter og zebraer dagligt bader eller kommer for at slukke tørsten. Jeg bor i "the village", der ligger lidt væk fra floden og som er for dem, som arbejder her. Dog er det kun folk fra vesten, der bor her. De indfødte der arbejder på campen bor i små "skure" i et andet område, kaldet "staff area". 

I "the village" bor vi pt. 3 danskere og 4 svenskere. 3 af svenskerne kommer fra svensk TV og er i gang med at optage en dokumentar om campens maneger og hendes datter, der kommer fra Sverige men er flyttet ud i bushen. De to andre danskere, Rune og Niels, arbejder henholdvis i køkkenet og på kokkeskolen. Jeg deler telt med den sidste svensker, Sanna, der er lærer/babysitter for manegeren's datter, Agda. På trods af at det er et telt, er det helt okay - vi har hver vores seng, en reol og et tøjstativ. Vi har fået indrettet os rigtig godt og det føles næsten allerede som et egentligt hjem.

Teltet udefra

Min "side" og seng

Udsigten fra min seng

Hver dag indeholder lidt safari

Der er dyr over det hele, lige meget hvor du går hen eller hvornår på døgnet du bevæger dig rundt. Siden jeg ankom har der været en del regn, hvilket sørger for at græsset gror og de fleste dyr holder sig derfor væk fra teltene, men så snart det bliver lidt tørt, kommer de nærmere, for så er det mere grønt omkring teltene.

Hver morgen vågner jeg til lyden af flodheste der grynter - det lyder som en mand, der griner meget dybt. Desuden nyder jeg flere gange dagligt udsigten til alt fra zebraer, flodheste, elefanter, dik diker, gazeller og meget mere, der kommer for at bade og drikke i vandhullet foran receptionen og restauranten - det er ikke lige umiddelbart et syn, man vender sig til eller bliver træt af for den sags skyld.




Her er også slanger, men det er heldigvis ikke noget jeg har langt mærke til før i dag, hvor der kom en tynd grøn slange hen til det telt, hvor mit projekt er. Kvinderne i teltet for op, en af dem tog en kostestok og slog løs på den, men den så ikke rigtig ud til at tage skade. De er meget imod slanger hernede og mener, det er djævlens værk.

Det dyr man ser mest til hernede er en form for øgle, der er virkelig flot i farven. Den går/løber på den sjoveste måde og kommer frem hver gang solen skinner.


Jeg kunne skrive meget meget mere - der er SÅ meget at fortælle om og jeg suger virkelig indtryk til mig, men det bliver det for nu. De er alle sammen så søde hernede og jeg er virkelig glad for at være her - det er den perfekte start på mit eventyr. 

1 kommentar:

  1. Spændende. Dejligt at kunne følge dig her. Vi tager også sydpå i dag, men stopper inden vi rammer Afrika ;)

    SvarSlet