Det caribiske øhav: Bahamas

Efter at have taget afsked med Muttie i LA fløj jeg videre til Miami, hvor næste kapitel i mit eventyr startede.

Fort Lauderdale

Ved ankomst i Miami lufthavn stod et nyt men velkendt ansigt og ventede, min faster Tina. Herfra kørte vi til Fort Lauderdale, hvor hendes mand Scotty, som jeg ikke har set i 10 år, ventede på en 62 fods katamaran, kaldet Elvis. Her tilbragte vi et par dage på at gøre båden klar, hvor jeg hjalp til og dermed tjente lidt lommepenge, inden vi sejlede mod det caribiske øhav.

Stranden i Fort Lauderdale

Bahamas

Planen var at forlade fastlandet omkring middag, men vinden lagde sig ikke før en sidst på eftermiddagen. Selvfølgelig er vind en god ting, når man sejler på en stor sejlbåd med kæmpe sejl, men for meget vind kan også være et problem, særligt fordi vi skulle krydse golfstrømmen. Vi kunne fra stranden se, hvordan store bølger "knækkede" længere ude og det blev dermed først på aftenen, efter at have ventet hele dagen på at golfstrømmen skulle lægge sig, før end at vi tog af sted.

Med solnedgangen i ryggen satte vi kurs mod Grand Bahama og havde ca. 18 timers sejlads i vente. Normalt bliver jeg aldrig søsyg, men da vi ramte golfstrømmen og virkelig blev vippet igennem, måtte jeg koncentrere mig stærkt om horisontlinjen, som flere gange "forsvandt", når båden var nede mellem to store bølger. Efter et par timer blev der sat sejl, hvilket fik lidt ro på båden. Der var hav og himmel så langt øjet rakte, oplyst af en stor og flot fuldmåne. Min kahyt var i venstre spids og herfra blev jeg holdt vågen af bølgerne, der slog ind på siden af båden samt en susen, der indikerede, hvor hurtigt vi brød med vandoverfladen. Morgenen efter kunne vi stå op til næsten ingen bølger og flot, klart vejr, men stadig kun hav og himmel i sigte yderligere et par timer. Da jeg så land første gang, var det næsten som et fatamorgana. Øerne er utrolig flade omkring Bahamas og det ligner, at de ikke rør vandoverfladen, når man observere dem på lang afstand.   

Første egentlige destination var Exuma øgruppen, men da vi nåede til Grand Bahama, skulle vi vente på at blive godkendt til at sejle omkring Bahamas, hvilket tog en mindre evighed. Åbenbart er der blevet valgt en ny regering i Bahamas, der har garanteret flere arbejdspladser, hvilket betød at der nu er to forskellige mennesker til kontrol - én til at tjekke personer og én til at tjekke både, og selvfølgelig er det ikke så effektivt, at de to kontrollører kommer samtidig, men derimod med to timers mellemrum... Desuden havde vi en løs elektrisk forbindelse, så vi ikke kunne lade bådens baterier og blev derfor nødt til at tage en overnatning, indtil det var fikset. Vi overnattede i en lille men utrolig dyr rigmandshavn, som tilsyneladende er ejet af Tiger Woods. Hans cruise var en blandt flere store både i havnen.

Endnu en smuk solnedgang, langt væk fra alting

Alberny havn, Grand Bahama

Dagen efter satte vi igen kurs mod Exuma og den 9 timer lange sejltur gik bl.a. med at sidde ude foran på trampolinerne, hvor jeg hurtigt blev gennemblødt at de mange bølgesprøjt. Bag på båden kunne jeg nyde solen uden bølgesprøjt, hvor jeg lyttede til musik, nød synet af den klare lyseblå himmel og det mørkeblå vand og følte mig meget heldig over at kunne sidde netop der og bare nyde det hele.

Staniel Cay

De næste par dage tilbragte vi i Staniel Cay, som mor, far, Mikkel og jeg besøgte for 10 år siden sammen med Tina og Scotty. Det var utrolig sjovt og nostalgisk at komme tilbage og se det hele igen. Nogle ting var præcis det samme, som for 10 år siden mens andet havde ændret sig fuldstændig.

Et typisk farverigt malet hus i Staniel Cay, hvor vi for 10 år siden samlede konkylier 

Vi besøgte bl.a. en strand, hvor man kunne fodre badende grise, som er blevet en decideret turistattraktion. Grisene var tydeligt overfodret og egentligt ikke særlig charmerende, men alligevel underholdene at se på og en spøjs kontrast til omgivelserne.

Den her basse var klar på at hoppe op i gummibåden og spise mit kamera

Vi snorklede også en tur i en grotte, som har været med i en James Bond film for længe siden. Da vi besøgte den for 10 år siden, blev der taget hensyn til, at Mikkel og jeg ikke var så store og vi ventede derfor til det blev lavvande, så vi bare kunne svømme ind. Denne gang var den eneste måde at komme ind og ud, ved at dykke, men heldigvis vidste jeg, hvad der gemte sig på den anden side. Det blæste en anelse, så sigtbarheden under vandet var ikke så god og der var desværre ikke så mange fisk, som jeg husker det for 10 år siden, men at komme ind i selve grotten og se solens stråler komme ned gennem huller i loftet, var helt specielt.

Udgangen fra grotten 

Generelt nød vi udsigten til de mest fantastisk hvide sandstrande og klart, lyseblåt vand, som på ingen måde kan sammenlignes med nogen som helst andre steder, som jeg har været. Fra båden hoppede vi i og svømmede samt tog bad på bagenden, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over, lige indtil jeg smed mit æbleskrov i vandet og to forholdsvis store hajer svømmede forbi og spiste resterne. Herefter var jeg lidt mere opmærksom, når jeg hoppede i vandet.

Intet mindre end FEM forholdsvis store hajer på ET billede

Retur til staterne

Efter et par dage ved Staniel Cay satte vi kurs mod St. Thomas med fire dagens uafbrudt sejlads i vente. De første par timer fløj af sted uden problemer og vi havde god vind i sejlene, men da vi kom lidt længere væk fra øerne, begyndte bølgerne rigtig at tage til, hvilket holdt mig vågen den halve nat i takt med, at jeg blev smidt rundt og op og ned i min køje. På et tidspunkt i de tidlige morgentimer, hvor det var rigtig slemt, stod jeg op fra min kahyt til en besked om, at det ene ror var faldet ud under sejladsen, hvilket resulterede i at vi nu var på vej tilbage mod Bahamas og på længere sigt Florida, da de ikke ville løbe risikoen og sejle hele vejen til St. Thomas med kun et ror.

De næste par dage gik derfor med at sejle tilbage til Florida, mere specifikt West Palm Beach. Da vi kom hertil, tog vi på roadtrip rundt i byen, hvor vi bl.a. kiggede på kæmpe villaer, hvilket fik dem i Beverly Hills, som jeg så sammen med mor, til at ligne små rækkehuse. Vi besøgte også et meget fornemt 5-stjernet hotel og restaurant, hvor vi nøjes med at få en meget overbetalt drink hver, mens vi nød udsigten til solnedgang over havet samt akvarie barens i bordpladen.